Parken (tidligere kendt som Københavns Idrætspark eller blot Idrætsparken) er Danmarks største fodboldstadion beliggende på Øster Allé 50 på Østerbro i København. Parken fungerer både som Danmarks nationalstadion for det danske A-landshold i fodbold samt hjemmebane for Superliga-klubben F.C. København.
Københavns Idrætspark blev indviet den 25. maj 1911 med en fodboldkamp mellem et kombineret hold fra B.93 og KB mod det engelske hold Sheffield Wednesday F.C.
Den 15. november 1990 påbegyndtes en totalrenovering af det gamle nationalstadion til en værdi af 640 millioner kroner. Stadionet kunne indvies den 1. september 1992 under det nye navn Parken. Parken huser i dag ca. 43.000. Parken blev i juni 1998 købt af F.C. København (138 millioner kroner i datidens penge), som efterfølgende besluttede at overdække Parken i forbindelse med afholdelsen af det internationale Melodi Grand Prix i maj 2001.