Islands Brygge, også kaldet bryggen, er et område på den nordvestlige del af Amager. Området er en del af bydelen Amager Vest. Islands Brygge afgrænses mod nord af Stadsgraven, mod vest af Københavns Havn, mod syd af Nokken og mod øst af Amager Fælled. Der er ca. 12.000 indbyggere i området.
Islands Brygge er skabt ved gentagne opfyldninger fra 1880'erne af det lavvandede område mellem Amager og Sjælland.
I den første halvdel af det 20. århundrede var den havnenære og den sydlige del af byområdet præget af meget industri, bl.a. Dansk Sojakagefabrik. I anden halvdel af århundredet blev disse industrier i stor stil nedlagt, og hen imod slutningen af århundredet var der mange tomme bygninger. Siden år 2000 er der foregået en omfattende nybygning på de gamle industri- og forsvarsarealer, så bydelen nu fremtræder med en blanding af mange ældre boliger og diverse butikker mod nord, nye boliger og kontorbygninger mod syd samt Islands Brygge Syd, som er ved at blive omdannet fra nedlagt industri til nye bygninger.
Langs havnen er der blevet etableret en havnepark, hvor københavnere har mulighed for at bade.